Nibe Idræts- & Kulturcenter lagde i lørdags halgulv til DBU Jyllands U15 pige regionsmesterskab i indendørs fodbold også kaldet det officielle Nordjyske Mesterskab. Mesterskabet er også en adgangsbillet for de to bedst placerede hold til Jysk Mesterskab, så der var mere end medaljer på spil.
Om det var de trygge rammer eller om det var håbet om at holdet kunne levere en overraskelse mod de etablerede indendørshold vides ikke, men nibepigerne spillede i hvert fald en omgang frisk og disciplineret fodbold. Efter en lidt rodet første kamp mod forhåndsfavoritterne fra Fortuna Hjørring som Nibe tabte 1-4 gik det meget bedre i de resterende kampe. 5-2 over en anden af de formodede favoritter fra GUG og 5-1 over Fortuna Hjørrings 2. hold gav holdet en selvtillid uden lige da de kæmpede sig tilbage i kampen mod Fremad Nørhalne. Bagud 1-3 med to minutter igen viste pigerne klassen og fik 3-3 og dermed var der lagt op til en slags finale mod Aalborg Freja som havde samme pointantal som Nibe inden stævnets sidste kamp. Vinderen af opgøret ville tage 2. pladsen efter suveræne Fortuna Hjørring 1 og dermed indfri billetten til de Jyske Mesterskaber i Jelling til marts.
Nibe kom hurtigt foran 3-0 og spillet fungerede fint indtil holdet kom i undertal et par gange pga. af nogle tvivlsomme frispark imod sig og Aalborg Freja fik reduceret til 3-2. Den store forløsning kom da målet til 4-2 blev banket i kassen kort før tid. Dermed repræsenterer Nibe Boldklub og Fortuna Hjørring de Nordjyske farver til JM.
Efter stævnet ventede der varm suppe i klubhuset da der her var standerhejsning - så kunne festen fortsætte lidt endnu?