I sæsonens sidste kamp, blev det til en sejr på en råkold søndag eftermiddag på Nibe stadion. Hjemmeholdet tog imod Gundersted, der noget overraskende har indtaget rækkens 2. plads.
Gæsterne chokstartede da også ved at bringe sig foran 0-1 efter bare 3 minutters spil. En løs chance blev afsluttet i feltet, og Nibes ellers så sikre ankermand, Mathias Johansen kunne ikke holde skudforsøget, og Gundersteds angriber scorede på riposten.
Minuttet efter havde Nibes Allan Nielsen en kæmpe mulighed, da han spurtede for Gundersted forsvaret, men det sidste træk blev desværre for langt, og den store mulighed løb ud i sandet.
I resten af 1. halvleg var det så som så med chancer til de to hold. Spillet var fysisk betonet, og i flere situationer blev der ?sparket? fodbold, frem for poleret og teknisk godt spil. I denne fase af kampen havde gæsterne overtaget på banens midte.
Efter pausen kom der mere snit over hjemmeholdets spil, og der blev lagt mere pres på i forreste geled. Helt i overensstemmelse med spil og chancer, var det derfor helt fortjent, at Jesper Møller fra Nibe B kunne bringe balance i regnskabet, da han udlignede til 1-1 efter 56 min. spil.
Blot 7 minutter senere havde hjemmeholdet et mønsterangreb, hvor bolden til sidst havnede hos hurtige Allan Nielsen, og med en kort præcis aflevering fandt en helt udækket Mick Andersen, men han skød desværre lige forbi målet. Et tilbud, som han normalt scorer på 9 ud af ti forsøg.
Det skulle vise sig, at hjemmeholdet nu tilspillede sig endnu flere muligheder, men Gundersted kæmpede imidlertid godt for sagen. Med 5 minutter tilbage af kampen havde Jesper Møller endnu en god mulighed, og herefter lignede det remis mellem de to hold.
Med 1 minut tilbage af normal spilletid træk Allan Nielsen igen til baglinien, og sendte en høj bold ind foran mål, og hvem stod helt udækket her; Det gjorde såmænd Jesper Møller, og han kunne på hovedstød bringe hjemmeholdet foran og på sejrskurs 2-1.
I resten af tillægsminutterne skete der ikke meget og de fleste af de frysende tilskurer kunne glæde sig over hjemmesejr i sæsonens sidste kamp. Det var også sidste kamp med holdets nuværende træner, Henrik Skoda, som i næste sæson skal træne Nørresundby. Nibe har allerede lavet aftale med Steffen Jensen for næste sæson.