nibeb

U15 pigerne videre i DBU pokalturnering med 3-0 sejr

NB Nyheder
24. august 2011 - 13:36 af: Michael Frendrup

Solid indsats og flot angrebsspil grundlagde sejren over Aalborg Freja

Efter to uafgjorte kampe i turneringen var det med lidt bange anelser holdet mødte til kamp mod Aalborg Freja på bane 2 i Nibe. Eftersom Freja har fået forstærkninger fra B52 og Aalborg KFUM i sommerpausen og har dobbelt så mange spillere i U15 afd. som Nibe skulle pigerne spille op til deres bedste for at gå videre til næste runde.
Spillet bar da også præg af en nervøs start de første 10 min. og kun en kanonredning af Nanna Julin på en friløber til Freja holdt Nibe inde i kampen. Nibe begyndte herefter at sætte sig fysisk på kampen og angrebene begyndte at tage form. Christina Holm havde et flot langskud på overliggeren så det var tættest på en føring til Nibe inden pausen, men 0-0 blev det.
2. halvleg var kun 2 min. gammel da Ronja Jensen løb fra tre Frejaspillere og scorede sikkert. Nibespillerne var nu helt ovenpå og kun 5 min. senere var Ronja igen på pletten ved bagerste stolpe og scorede på et flot indlæg af debutanten Louise Birkemose. Freja forsøgte at komme ind i kampen men Nibes forsvar stod sikkert og tillod ikke Frejas angribere at komme nævneværdige afslutninger i 2. halvleg. Christine Ø. Jespersen satte punktum på en friløber med en sikker scoring og det sidste kvarter styrede Nibe totalt med at holde bolden i egne rækker. Selv forsvarer og anfører Marie Vasegaard fik sig spillet igennem hele midtbanen og kom frem til en afslutning som Frejas målmand tog sig kærligt af.
Ros til Freja for at kæmpe videre trods den trælse start på 2. halvleg.
Kæmpe indsats af alle og det er godt at se træningen begynder at bære frugt.
I næste runde venter en endnu sværere modstander i form af GUG fra mesterrækken og der spilles i Nibe igen på tirsdag d.30/9 kl.18.30.
Vel mødt!