Menu

Historien om Nibe Boldklub af 1919

Sådan begyndte det….

Allerede tilbage i 1908 kunne man læse om Nibe Boldklub i Aalborg Stiftstidende. Bl.a. denne notits:

Fodboldspillerne kan man kun beundre for deres ihærdighed i de altsmeltende solstråler, som ved 3-tiden om eftermiddagen sendtes ned over Eksercerpladsen, sled de i det til stor morskab for de mange tilskuere, som blev helt tørstige ved at se på de glohede spillere.
Nibe spillerne viste sig - vistnok til stor overraskelse for aalborggenserne - svage. Det var sammenspillet, det skortede på - i særdeleshed forståelse mellem forsvar og angreb. Men hvis de var rejst til Aalborg for at lære denne side af spillet så var aalborgspillerne ikke - i hvert fald i kampens første halvdel - de bedste læremestre. Der var kraft nok i aalborgensernes angreb men de var så ivrige, at den ene ikke undte den anden at sende bolden på mål, og så stak naturligvis en Nibemand af med bolden. Det var også en fæl "Buddel" Aalborgs målvogter forærede Nibe, som eneste mål. Aalborggenserne spillede sig dog efterhånden op og nåede 6 mål.
J. Dinesen fungerede som dommer.

Den 15. juni 1908 vandt Aars med 7 - 3 over Nibe og den 5. juli 1908 spillede Nibe mod Aalestrup. Nibe vandt med 7 - 1 i overlegen stil som der stod i kampreferatet i Aalborg Amtstidende.

I tiden før og under 1. verdenskrig blev der altså ”sparket” fodbold i byen, men de voksne opfattede og accepterede det som en børneleg. Håndværksmesteren tillod også sine læredrenge at tage del i legen efter fyraften, men der var mange betænkelige miner, da også svendene begyndte at tage del i legen. Når man mødtes med karlene fra Lundbæk Avlsgaard og andre unge fra Sebbersund, kom fodbolden også frem.

Fodbolden havde således været i brug i nogle år, inden nogen fandt på at organisere spillet. Foregangsmanden var en ung landvæsenselev ved navn Kaj Seidler. Kaj var en 19 årig gut fra København, der var pensionær på Lundbæk Avlsgaard. Interessen var til stede, og den stiftende generalforsamling blev holdt på Afholdshotellet i Skomagergade, hvor 14 drenge og mænd var mødt op og fik etableret klubben og valgt klubbens første formand; Søren Nielsen Larsen. De 2 andre valgte bestyrelsesmedlememr var Christian Iversen (senere formand) og Aksel Christensen.

De unge mennesker havde om vinteren foretaget traveture omkring Nibe, og denne flok gik under navnet "Skræm Ungdomsforening", og når man ikke fordrev tiden med kortspil eller lange spadsereture, snakkede man om, at nu måtte der laves en boldklub i Nibe, og den 19. juli 1919 stiftede man på Afholdshotellet Nibe Fodboldklub. Afholdshotellet som lå der, hvor Bikuben og i dag Bog & Idé har til huse, fik senere et bestyrerpar Sørensen. De var forældre til Nibe Boldklubs største stjerne igennem tiderne Jørn Sørensen.

 

Klubben blev stiftet den 19. juli 1919.

Klubbens første navn var: Nibe Fodboldklub. Først omkring 1935 kom klubben til at hedde Nibe Boldklub. Når vi læser gamle aviser; Aalborg Amtstidende, Ny Tid og Nordjyllands Social-Demokrat er vi også blevet nævnt som Nibe Bold- og Kricketklub samt Nibe Fodbold- og Idrætsklub. Det har dog næppe været officielle navne. 

 

 

Klubbens første formand - Søren Peter Michael Larsen.
Søren Larsen var født den 2. oktober 1897 og død den 1. marts 1965.

Søren Larsen var med til at starte Nibe Boldklub i 1919, da var han 22 år. Han arbejde dengang som snedker hos sin far. Derefter var han selvstændig vogn- og skraldemand sammen med Carl Silius. Forretningen blev senere overdraget til Christian Nielsen. Efter den tid var Søren Larsen ansat hos Nibe Kommune og arbejdede i mange år som vejformand.

 

Foruden fodbold havde man også kricket på programmet i en lang årrække, svømning og gymnastik har også været en del af boldklubben og endelig er håndbolden er også startet op i Nibe Boldklubs regi i begyndelsen af 70'erne. 

Kommunen stillede et areal mellem Løgstørvej og banelinjen til rådighed (det der i dag kendes som Dyrskuepladsen). Pladsen, som skolen benyttede i dagtimerne, blev nu kaldt Nibe Boldplads, og man tog det ikke så tungt at der manglede nogle meter på hver led for at indfri kravene til en fodboldbane.

Med klubbens første formand Søren Larsen i spidsen gik man hurtigt i gang med at udvide boldpladsen. Man lejede en strimmel ned mod banelinjen for 35 kr. om året, og på trods af et afslag om tilskud fra kommunen fik man i foråret 1920 opført et skur, hvor gæsterne kunne klæde om. Formanden Søren Larsen og Christian Schack Nielsen opførte "klubhuset". Dette klubhus blev benyttet indtil Nibe Stadions klubhus på Stadionvej blev indviet i 1952.

Klubbens første kamp foregik udenbys, idet man var inviteret til nålestævne i Nørholm, og det må siges at være en god start, for Nibe vandt samtlige kampe, men da der var afbud fra 2 klubber til stævnet, måtte spillerne betale 1 kr. for at få overrakt nålene.

Det hold, der spillede i de første år for Nibe Fodboldklub, er fra mål til venstre wing: Kaj Seidler, Anders Hune, Christian Pedersen, Holger Jensen, Aage Jensen, Niels Hansen, Alfred Larsen, Marius Holm, Lars Jepsen, Christian Sørensen og Christian Jørgensen.

Den 21. september 1924 bliver klubben medlem af Jydsk Boldunion, men forinden var pågået en større omlægning og dræning af banen, og træning og kampe blev i mellemtiden afviklet på Hestepladsen i Skal og på den gamle markedsplads i Nørregade, hvor Enggårdens Blok 1 (de røde bygninger) ligger i dag . På årets generalforsamling kunne oplyses at klubben havde 50 aktive og 40 passive medlemmer, så interessen var støt stigende, selv om man havde meget vanskelige vilkår. Det fremgår også at klubbens 1. hold var inviteret til stævne i Hjørring, hvor Nibe måtte indkassere et beskedent nederlag. Rejsen var lang og besværlig, men ved lån af en brevdue fra Emanuel Christensen fra Tøjhuset, var resultatet allerede kendt af byens borgere, inden spillerne nåede hjem.

I de første mange år blev bestyrelsesmøderne afholdt på Sportscaféen eller i daglig tale "Sporten". Sportscaféen var på Jernbanehotellet (Jernkroen i dag) i Strandgade. Det var samme sted de udenbys klubber i starten klædte om.
For købstaden Nibe har den lokale fodboldklub i hele sit liv spillet en væsentlig rolle for lokalsamfundet. Desværre mangler klubben en hel del historiske oplysninger, da en stor del af arkivet forsvandt i slutningen af halvtredserne. Årsagen var en brand hos daværende formand Christian Jensen.

I 1925 var banen ved Gasværket klar til brug. Det færdige arbejde blev fejret med maner. To kampe søndag eftermiddag og en fest om aftenen på Afholdshotellet. Her var tombola med gevinster skænket af byens borgere. En af klubbens aktive spillere, forfatteren og maleren Anders Carl Hune (1894-1968) skænkede et maleri. I det orkester, som gav koncert ved festen, sad ikke mindre end 6 aktive spillere. I pausen underholdt Peter Schack med Harmonikasolo, og aftenen sluttede med dans.

I starten havde klubben intet klubhus ved fodboldpladsen på Løgstørvej, men gæstende hold kunne få lov at klæde om på gasværket, som lå der hvor kommunen i dag har materielplads.

I starten af 30’erne byggede spillere fra det berømte 33-hold et skur med pyramideformet tag (billedet til højre), som dog hverken havde el eller vand indlagt.

Under krigen flyttede klubben til den anden ende af byen, hvor man indviede et nyt stadion 19. august 1945 under stor festivitas. Det lille træskur blev flyttet med, og man fik nu installeret en bruser, der kunne levere dejlig rent og koldt vand fra bækken, som løb lige forbi.

I 1951 startede klubben byggeriet af klubbens første egentlige klubhus med 2 omklædningsrum, adskilt af et baderum (ses herunder).

Huset kostede 26.000 kroner, hvoraf Nibe Kommune donerede 10.000 kr., Nibe Skole fik fra staten bevilget et tilskud på 3.000 kr., og klubben havde selv 2.000 kr. til formålet. For at få penge nok til gennemførelse af byggeriet, blev der samlet penge ind hos byens borgere, og der blev blandt andet arrangeret fodboldkampe og knallertløb.

Da bestyrelsen, som bestod af formand Tage Nielsen, kasserer Carl Emil Nielsen, sekretær Egon Andersen, Kaj Nicolajsen og Leif Østergaard gik i gang med at indhente tilbud hos byens håndværkere, viste der sig en kolossal interesse for at hjælpe klubben. Således tilbød murermester Lars Tobiasen Larsen gratis at opføre huset i rejsehøjde, tømrermester Jens Sørensen gav et billigt tilbud på tømrerarbejdet, og byens vognmænd stillede lastvogne til rådighed under byggeriet. Entreprenør Frode Frederiksen stillede maskiner til rådighed, og cykelhandler Emil Sørensen leverede højtaleranlæg. Soklen blev lavet af NB’s medlemmer, og der blev i det hele taget lavet et stort stykke frivilligt arbejde.


Efterhånden som klubben voksede, og mange flere ungdomshold blev tilmeldt JBU’s turnering, voksede også behovet for bedre træningsfaciliteter. I 1966 besluttede bestyrelsen, under formand Christian Jensen, at opstille et tidssvarende lysanlæg, og i 1972 blev klubhuset udvidet kraftigt med både dommerrum, toiletter, opholdsrum og køkken.

Igen i 1986/87 – under formand Aksel Larsen og Ole Christensen foretog man udvidelse af huset. Under arbejdet fandt tømrer Jørgen Madsen en flaske med et dokument fra 1951 samt 51 øre. Dokumentet var underskrevet af bestyrelsesmedlem Egon Andersen, og beskrev klubhusbyggeriet fra 1951.

I 50'erne var det ikke ualmindeligt med 3-4.000 tilskuere. Selv om en entrebillet kostede 1,00 kr., så skæppede det alligevel godt i kassen. 10-15.000 kr. på et år. Kontingentet udgjorde knap 3.000 kr. Kontingentet for seniorer lød i 1957 på 1,50 kr. pr. måned.
Traditionen med bøf til en kredsvinder stammer helt tilbage fra 1954, hvor NB rykkede op i Jyllandsserien. Dengang som mange gange efterfølgende blev bøffen nydt på Jernbanehotellet. En tradition, der stadig holdes i hævd.

Et af de første fotograferede Nibe hold. Ca. 1920. Bagerste række: Chr. W. Nielsen, Poul Christensen, Marius Holm, Lars Jepsen, Aksel Jensen, Lars Busted.
Mellemste række: Frederik Nielsen, Erik Nielsen, Anders Hune, Henry Holm, N. M. Nielsen, Chr. Ivarsen.
Forrest siddende: Aage R. Schou.


Historiske nedslag over et helt århundrede:

 

1919

Klubben blev stiftet den 19. juli 1919. det skete på foranledning af landbrugselev Kaj Seidler. Klubbens navn: Nibe Fodboldklub. Først omkring 1935 kom klubben til at hedde Nibe Boldklub. Klubbens første formand var Søren Larsen, der var købmand og senere vognmand i Nibe. Klubbens kasserervar Christian Iversen og sekretær var Aksel Christensen. Klubbens første kamp foregik i Nørholm, hvor man var inviteret til nålestævne. Nibe vandt samtlige kampe.

I 1. udgave af Nibe Avis der udkom onsdag den 2. juli 1919 kunne vi læse, at Aalborg Frejas juniorer rejste hjem til Aalborg med en sejr på 8 - 2 over vores juniorer. Kampen blev spillet søndag den 29. juni 1919. Dvs. man var begyndt at spille kampe i Nibe regi inden foreningen blev stiftet.

Den 28. september 1919 spillede NB hjemme mod 1ste juniorholdet fra Brønderslev. Brønderslev rejste hjem med en stensikker 11-2 sejr i bagagen. I Nibe Avis stod der som oplæg til kampen:
Fodboldklubben vover paa Søndag en Dyst med Brønderslev Junior Hold ved en Kamp her i Byen, i hvilken følgende "vore egne Kinesere" deltager: Aage Wind (Maalmand), Erik Nielsen, Jens Drob (Back), Søren Sørensen, Charles Pedersen, Vindfred Andersen (Halfback), Kaj Jensen, Gunnar Hansen, Vilh. Mathiasen, Peter Iversen, Karl Møller (Forwards). Det vil blive interessant at overvære Kampen og imødese dens Resultat.

De første år havde klubben bane på Nibe Boldplads (Dyrskuepladsen). Da Dyrskuepladsen skulle udbedres med dræn måtte kampene henlægges til Hestepladsen, hvor Nibe Festival i dag holder til.

1920

Fra generalforsamlingen i 1920 oplyses kontingentet at være 1 kr. om måneden for seniores og 50 øre for juniores. På mødet valgte man ny bestyrelse med smed L. Jensen som formand, jernbanedrager Jacob Jensen som næstformand og Karl Møller som kasserer.

Jacob Jensen blev også kaldt for øl Jacob fordi han var depotbestyrer på Ceres øl og sodavand. Og under NBs fodboldkampe var han fast tilskuer på det gamle stadion ved Løgstørvej, overfor det gamle gasværk eller den nuværende brandstation. Jacob overværede alle lokale fodbold- og kricketkampe samt træningstidspunkter. Men når Jacob var til kamp på stadion, spillede han ofte "12. mand". Han var en meget interesseret "medspiller", og stod og sparkede om kap med spillerne på banen, så træskoen engang i mellem faldt af. Og når kampen var færdig, var der som regel et hul i græsset hvor Jacob havde stået.

Jernbanedrager Jacob Jensen - Øl Jacob - blev æresmedlem af Nibe Boldklub for sin medleven og sit "spil" på banen.

1921 I 1921 afholder NB et stort søndagsarrangement. Fra formiddagen indledes en pokalturnering med deltagere fra Løgstør, Vegger, Farstrup og Nibe. Kl. 16 startes et såkaldt Dystløb på havnen og om aftenen er der bal i Skal Pavillonen.
1922

Mesterrækken oprettes under JBU, som den fornemste jyske række. De danske mesterskaber var på denne tid forbeholdt de store københavnske klubber. Under Mesterrækken finder man Mellemrækken, A-rækken samt B-rækken.

Klubben får sin første træner.

1923  Vi vinder for første gang et kredsmesterskab indenfor JBU.
1924

I 1924 spillede NB sin første unionskamp. Den var mod Løgstør. Desværre tabte NB 2-1.

Den 21. september 1924 bliver Nibe Boldklub optaget i JBU.

1925

Medlem af Jydsk Boldspilunion i 1925 og af Vesthimmerlands Idrætsforbund V.I.F. I 1925 spillede NB på udebane mod Hjørring. Holdet var først hjemme igen i Nibe meget sent på aftenen, men byens borgere havde allerede ved aftenstide fået resultatet. Hvordan? Holdet havde lånt en brevdue af Emanuel Christensen fra Tøjhuset. Klubben havde i 1925 90 medlemmer, hvoraf de 40 var passive. I 2005 har klubben ca. 550 medlemmer, hvoraf mere end hundrede er piger. I 2018 har klubben ca. 600 medlemmer.

1928 Mesterrækken ændres. Det betyder, at der nu er to puljer på hver seks hold, en Mellemrække med 30 hold i fem puljer, en A-række med 48 hold i otte puljer og en B-række med seks hold i hver pulje.
1930 Nibe Boldklub og Nibe Kricketklub startede Ringriderfesten med kæmpe optog igennem byen op til Hestepladsen i Skal Plantage. Der var foruden ringridning også idrætsuge med fodbold- og tenniskampe samt opvisning i bl.a. gymnastik, boksning og vægtløftning. I havnebassinet var der opvisning i bl.a vandpolo. Der deltog ofte over 100 ryttere hvor der var store pengepræmier på spil (50 kr. til vinderen). Det hele sluttede af med en folkefest og kæmpe fyrværkeri. I 1935 var der over 3000 og i 1938 5000 tilskuere til ringriderfesten. Allerede dengang var kimen lagt til NB som initiativtager og drivkraft når der skulle kaldes til byfest.
1933

Vandt sit første jyske mesterskab i 1933 i B-rækken, samme år som klubben sikrede sig oprykning til A-rækken. Nibe vandt på Aarhus Stadion med 6 - 2 over Fredericia KFUM.

Skotøjshandler Chr. Jensen æresmedlem og mangeårig formand for Nibe Boldklub fortæller i NBs 50-års Jubilæumsskrift om 33-holdet.
Jeg kom til Nibe i sommeren 1929, men det var småt med fodbold, selv om der var flere gode spillere. Der manglede ungdom og ledelse. Man forsøgte at samle et hold, men det gik ikke så godt i første omgang, men i 1931 var vi et hold raske gutter, en passende blanding af af unge og lidt ældre, der gerne ville spille fodbold, og vi gik til sagen med energi og godt humør, og spillet og resultaterne viste, at der var fremgang. Det fortsatte i 1932, og noget af det bedste var det enestående kammeratskab, der var blevet på holdet. Ikke sådan at forstå ,at vi gik stille med dørene. Under omklædningen var der liv og glade dage, - hvem husker ikke Bager Niels og Trikkers kommentarer, når Teologen (Thorvald Mathiesen) skulle af med de lange hjemmestrikkede, eller under kampen, når Skrædderen (Marius Christensen) havde held til at vælte en stor modstander, så jublede folket. 1932 gik med fortsat godt spil, de unge på holdet begyndte at få hår på brystet og kunne stå distancen, og så vidt jeg husker, var vi ubesejrede i efteråret. Nu skulle der ske noget, A-rækken var målet. Vi begyndte træningen først i februar med løbetræning og gymnastik 2 gange om ugen og træning med bold 2-3 timer om søndagen.

Vejen mod Jyllandsmesterskabet
Vor træningstilstand, og et målsøgende angrebsspil, gav store sejre i forårsturneringen, og vi blev kredsvindere. Der skulle 2 unionskampe til for at rykke op i A-rækken. Den første var mod Thor Nørresundby, den blev vundet 7-1, og i den afgørende kamp på Aalborg Stadion mod Aalborg Freja vandt vi 5-3. Nu var Nibe Boldklub i A-rækken, og klar til at spille om Jyllandsmesterskabet. Vi havde 2 kampe på Viborg Stadion, den første mod Lemvig. Det var en god og velspillet kamp, og Lemvig kan takke sin ovenud gode målmand, for at resultatet blev 2-2, men i omkampen blev vor kondition afgørende, og vi vandt sikkert 2-0.I semifinalen mod Hadsten, også i Viborg, var der efter det gode spil mod Lemvig, stor interesse for kampen, som overværedes af 3000 tilskuere. Kampen begyndte ikke godt for Nibe. Hadsten fik 2 hurtige mål og havde det meste spil, men efterhånden fik vi ro over spillet og udlignet til 2-2. I omkampen havde vi hele spillet og vandt 3-0. Atter kunne vi takke vor kondition for en overbevisende sejr.

Finalen
Finalen mod Fredericia KFUM på det store Aarhus Stadion blev en oplevelse. En hård kamp i sol og varme og på en hård bane. Kampen var jævnbyrdig, og vi var ikke uheldige med, at resultatet blev 2-2 efter de første 90 min. I omkampen kunne KFUM slet ikke være med, der var ikke flere kræfter, og nærmest i opvisningsstil lavede vi 4 dejlige mål. Det var glade og bevægede gutter, der af JBUs formand modtog sølvpokalen. Det første jyske mesterskab til Nibe Boldklub var hjemme. For første gang var Nibe Boldklub i radioen, og så snart resultatet var kendt, blev der arrangeret stor modtagelse. Ca. 1000 mennesker modtog spillerne ved Nibe Mølle med orkester i spidsen En skøn afslutning på en dejlig dag. 33-holdet var noget for sig, men noget værdifuldt i Nibe Boldklubs historie. Et eksempel på hvad energi, sammenhold og et godt kammeratskab betyder.

Den 8. december 1933 var Nibe Forenede Sportsklubber (N.F.S) en realitet. Foreningen bestod af tennisklubben, svømmeklubben, kricketklubben samt fodboldklubben. Disse foreninger overtog ringriderfesten med idrætsugen. I 1945 kom Nibe Altetik Klub med i N.F.S. Og i 1952 blev Nibe Minigolfklub med 70 medlemmer indlemmet.

Foruden ringridningen og idrætsugen lavede N.F.S. også mange koncerter med datidens orkestre og kunstnere. Der var foredrag, teaterforestillinger og selvfølgelig også bal i Skal Pavillonen og på byens hoteller.

Nibe Boldklub var med i samarbejdet indtil 1950.

1934

Det over 2 meter høje plankeværk til den nette sum af 1.720 kr. rundt om banen, bliver opsat af frivillige.

1940 

Plankeværket der omkransede hele fodboldbanen i Søndergade fjernes og erstattes af 3500 stk. læ-planter.

1941 

Nibe Boldklub har i 1941 51 aktive og 72 passive medlemmer. Det er en fremgang på hhv. 15 og 20 personer i forhold til året før. 

Nyt fodboldanlæg vedtages af byrådet. Pris 82.979 kr.

1943 Søndag den 14. februar 1943 havde vi fint besøg af Rigstræner Sofus Nielsen (Krølben), som fremviste sit lysbilledeforedrag fra landskampen Sverige - Danmark i København. Foredraget høstede stort bifald. Der var efterfølgende bal til kl. 24.
1944

I 1944 flytter klubben på Stadionvej for at spille sine kampe der. I besættelsesårene havde tyskerne anlagt en flot opvisningsbane, som de ved færdiggørelsen i 1944 gerne ville bruge til forskellige militære aktiviteter. Men kæmner Iversen forklarede tyskerne, at banen var alt for ung til at kunne bruges.

I 1944 var der 100 aktive spillere og 70 passive medlemmer.

Nibe Boldklub fik i anledning af klubbens 25 års jubilæum overrakt fanen af Danmarkssamfundet i efteråret 1944. Fanen blev dog først indviet 19. juni 1945. 

1945

Den 19. juni 1945 spillede Nibe Boldklub mod Ryvang. I den forbindelse var der om aftenen fest i Skal Pavillonen, hvor den nye fane behørigt blev indviet.

 

Det nye stadion blev først indviet 19. august 1945 sammen med cricketklubben. Der var optog igennem byen med Aalborg Politiorkester i spidsen. Indvielsestalen blev forestået af borgmester Mathiasen.

Først kamp på det nye stadion var mod AaB, der vandt 4-2 over NB. Den første Nibespiller, der scorede på det nye stadion var Evald Hjort.

Klubhuset kom først til i 1951. Dog havde man flyttet det gamle klubhus (et træskur) fra Dyrskuepladsen. Bruserne var et kold udendørs bad fra den nærliggende grøft. Vandet var dog rent og dejligt koldt.

Nibe Boldklub har 25 års jubilæum. Festen blive aflyst pga. krigen. Dagen blev markeret med en venskabskamp mellem Vejgaards Mellemrækkehold og Nibe Boldklubs nybagte Mellemrækkehold. Kampen endte 3 - 3.

 

 

 

 

 

 

Ejner Grevy har skænket os denne lodseddel, som han har gemt siden han købte den tilbage i 1945.

 

1948 Klubbens første måltavle og ur skænket af urmager Peter Schack. I 1948 var der 146 aktive spillere og 61 passive medlemmer.
1949 I 1949 kostede det 75 øre pr. km at køre med vognmand Kaj Clemmensen for de 13 siddepladser klubben disponerede over bag i lastbilen.
1951

I 1951 blev klubhuset på Stadionvej indviet. Hele 26.000 mursten skulle der til. Byrådet bevilger 13.000 kr. til byggeriet.

Klubhuset blev senere udvidet et par gange. Først i 1972 og sidenhen med 56m2 i 1986/87.

Fredag den 30. januar 1951 enedes man i bestyrelsen om at sende juniorspilleren Jørn Sørensen til landsjuniorstævnet. Men Jørn sagde nej tak, fordi han skulle have sin eksamen.

Rækkerne under JBU skifter til Jyllandsserien, Serie 1 - Serie 4. Serie 5 kommer med i 1958 og Serie 6 i 1966.

 

1953 I 1953 ville Tage Nielsen stoppe som formand, hvis han ikke blev bevilget en telefon af generalforsamlingen. Den sagde heldigvis ja og Tage blev. Jørn Sørensen udtages som centerforward på udvalgt jydsk hold. Det skulle senere vise sig at få konsekvenser - for træneren Ellebæk.
1954

I 1954 blev træneren for juniholdet Willy Ellebæk ekskluderet af bestyrelsen fordi Ellebæk udenom bestyrelsen havde sagt til JBU, at Jørn Sørensen og Stig Ivarsen skulle deltage i udtagelseskampe. I bestyrelsen var man imidlertid enige om, at de to skulle spille serie 1 hjemme i Nibe. Senere kom Ellebæk dog tilbage i spillerudvalget og i trænergerningen i NB.

Den 3. juni 1954 rykkede NB op i Jyllandsserien efter sejr over Randers Freja, da de for øjnene af 5.000 tilskuere på Randers Stadion slår de lokale helte efter straffesparkkonkurrence.

Nibe Boldklub vandt det jyske mesterskab med en 3 - 2 sejr over Vejle.

Sæsonen 1954 som har været ét af klubbens højdepunkter, startede ikke just lovende. Nibe var 3 point efter førsteholdet Aalborg Chang. I maj måned havde Nibe på stadion slået Skagen 7 - 2. Skagen var er særdeles stærkt godt hold, anført af den ungarske flygtning Karola Kløts. Skagboerne blev lovet guld og grønne skove for at slå Chang, hvilket de så selvfølgelig gjorde. Så var vejen åbent for kredsmesterskabet og med 2 udesejre, først Vejgaard 2 - 1 og på Aalborg Stadion over Chang med 5 - 1 efter formidabelt spil, kunne vinderne hyldes. Men for at blive placeret i Jyllandsserien skulle Randers Freja besejres og det skulle foregå i Skørping. En dejlig søndag, masser af folk og dramatik på banen. Resultatet 2 -2 efter Nibe-føring på 2 -1. Stik imod alle regler blev omkamp fravalgt. I stedet enedes man om at spille førstkommende onsdag på Randers Stadion. Nibes Borgmester Harritsø Jørgensen suspenderede byrådsmødet, og alle drog til Randers denne skønne juniaften. I alt 5000 tilskuere samlet på stadion.

Ved hjemkomsten til Nibe blev holdet modtaget oppe ved Møllen (på Hobrovej overfor Dragehaven).

Nibes holdopstilling:

Bagerste række fra venstre: Chr. Fuglsang, Villy Petersen, Kaj Verner Nielsen, Erling Holm, Jørn Sørensen.
Midterste række fra venstre: Evald Hjort, Egon Buchholtz Andersen, Helge Christensen.
Forreste række fra venstre: Leif Christensen, Fritz Jensen, Svend Aage Christensen.

Man havde ingen træner udover en af holdets støtter Sv. Aage Nielsen. Man ansatte dog herefter en af Changs gamle storspillere, nemlig Otto Hansen til jobbet.

I vinteren 54/55 flyttes den indendørs træning fra Jernbanehotellets sal til skolen gymnastiksal.

1955 

Nibe Boldklub vinder som de første det nordjyske mesterskab i indendørs fodbold. Det foregår i Aalborg Tennishal.

I 1955 udtages Jørn Sørensen til JBUs ynglingehold.

1956

Søndag den 9. september 1956 tabte Nibe Boldklub med bl.a. Jørn Sørensen med 6 - 4 til Brønshøj i landspokalturneringens tredje runde foran 4.600 tilskuere - over det dobbelte af indbyggertallet i Nibe. Brønshøj der dengang blev hele Københavns yndlinge. Selveste JBU formanden Johannes Højriis havde denne dag svigtet sit AGF-hold og udtalte efter kampen, at det havde han ikke fortrudt. I Aalborg Stiftstidende kunne man bl.a. om kampen læse; "Mågerne flaksede forvirret ud over Nibe Bredning skræmt af brølet fra 4.600 struber, der hilste Erlings Holms kanonflugtskud som gav Nibe udligning til 1 - 1 i fodboldkampen mod Brønshøj". Brønshøj havde bl.a. landsholdsforwarden Ove Andersen med til Nibe. Nibes mål blev scoret af Erling Holm, Jørn Sørensen samt Poul Erik Nielsen med 2 mål.

De to hold var:
Brønshøj: Per Aunvig, Ib Juul, Flemming Frederiksen, Bent Andersen, Villy Kragh, Benny Lohse, Ebbe Jepsen, Erik Nielsen, Over Andersen, Mogens Machon samt John Bengtsson. (Erik Nielsen fra Brønshøj er far til Kent Nielsen, Europamester i 1992 og senere træner i AaB).
Nibe: Ravn Jensen, Egon Andersen, Kaj Verner Nielsen, Evald Hjort, Svend Aage Nielsen, Helge Christensen, Poul Erik Nielsen, Stig Ivarsen, Jørn Sørensen, Erling Holm samt Svend Aage Christensen.

Efter kampen var der stegte ål på Hotel Phønix.

 

Dengang i 1956 hørte det til sjældenhederne, at holdene fløj til udekampene. Men samme dag skulle AaBs divisionshold til Viking Rønne for at spille deres pokalkamp. Brønshøjs spillere ankom i de to lejede Zonen-fly fra København til Aalborg, hvor AaB-spillerne ventede og blev så sendt til Bornholm. AaB tabte 1 - 0 og fløj hjem til det nordjyske, hvor Brønshøjs spillere så stod klar til at flyve retur med deres 6 - 4 sejr i bagagen.

Selvsamme fly styrtede i 1960 ned uden for Kastrup med flere af Danmarks B-landsholdsspillere, der var på vej til Herning, hvor de skulle spille træningskamp op til OL i Rom.

1957 I 1957 deltager NB for første gang i indendørs turnering. Det foregår i Aalborghallen og arrangeres af Aalborg Freja. Jørn Sørensen skifter til KB, hvor han straks ryger ind på divisionsholdet som centerforward.
1958 Torsdag den 15. august 1958 spillede Jørn Sørensen sin første landskamp.
1959 I 1959 havde vi seniorhold i Jyllandsserien, serie 3 og serie 4. Vi havde ungdomshold i junior B og 2 drengehold.
1961 19. august 1961 afholdes det første "rigtige" sildemarked i Nibe. Nibe Boldklub er blandt de 6 arrangerende foreninger. Festen besluttede man skulle stå i sildens tegn - deraf navnet Sildemarked. Blandt de optrædende i St. Tranegade og Ll. Tranegade var Cirkus Buster og tv-stjernen Nat Russell. Festen sluttes af med fakkeloptog på fjorden.
1964 Jysk mesterskab i serie 2 efter 5-0 over Herning KFUM i finalen den 22. november. Oprykning til serie 1.
1966

Klubben får nyt lysanlæg til 26.600 kr. og kunne lyse med hele 24000 watt. Det gamle blev solgt til Sønderholm Idrætsforening for 1.500 kr.

Til indvielsen af lysanlægget den 5. oktober spillede Randers Frejas divisionshold mod Nibes serie 1 hold. 

1969

50 års jubilæum. Lørdag den 19. juli 1969. Dagen startede kl. 9 med nedlægning af buketter på 23 gravstæder, hvor tidligere formænd, spillere og æresmedlemmer ligger begravet. Kl. 10 var der reception i klubhuset. Kl. 14.30 var der forkamp mellem drengeholdene fra Sebbersund og Nibe. Sebbersund-drengene vandt 6-0. Den efterfølgende jubilæumskamp mellem AaBs divisionshold og Nibe forstærket med spillere fra AB Erik Sandvad, John Poul Voksbroe, Flemming Kærsgaard, Jørgen Eriksen og John Larsen. Kampen blev vundet af AaB med 5-1. 3.400 tilskuere. til festen deltog 158 og der blev festen til kl. 3 og alt forløb i god ro og orden - ifølge protokollen. AB var blev Dansk Mester i 1967. 8. oktober 1969 blev der lavet et håndboldudvalg på forslag af NBs kasserer Bruno Jensen. Udvalget bestod af Kaj Erik Larsen, Jytte Jørgensen, Hans Jørgen Eriksen, Frits Møller og Birger Jepsen.

Cricket blev nedlagt i Nibe Boldklub regi. I forbindelse med jubilæet fik boldklubben af urmager P. Schack overrakt cricketklubbens kassebeholdning på hele 181 kr.

Som kronen på jubilæumsåret rykkede førsteholdet op til Serie 1.

1970

24. marts 1970 blev håndbolden en del af Nibe Boldklub. 1970 NB inviterer alle idrætsforeninger i Nibe Kommune til drøftelse af etablering af Nibe Storkommune Samvirkende Idrætsforeninger.
Sparekassen Bikuben bliver den første tøjsponsor i Nibe Boldklub. Aftalen lød på hele 12.000 kr. for en ét-årig aftale. Det var mange penge dengang som nu.


Hvad der er meget interessant i den sidste historie er, at Nibe Boldklub ifølge Nibe Avis, var den første klub uden for København, der fik sponsortryk på trøjerne.

1971

Klubben er igen at finde i Jyllandsserien, da man allerede i fjerde sidste spillerunde den 9. oktober 1971 henter det nødvendige point i Skagen efter 2-2. Spillere og træner Svend Aage Nielsen vender hjem til hyldest på rådhuset og køretur i hestevogn gennem Nibes gader.

På ekstraordinær generalforsamling 16. marts 1971 trådte håndbolden ud af NB og blev en selvstændig forening.

Í 70'erne afviklede klubben den årlige "lagkageturnering" i efteråret med deltagelse af puslinge, miniputter og lilleputter.

NB og Løgstør går sammen om at tilmelde et talenthold. Bronzemedaljer i DBU’s landsdækkende talentturnering efter sejr over Næstved i kampen om 3. pladsen. Foran 1200 tilskuere på Løgstør Stadion vinder NB/Løgstør efter straffesparkskonkurrence med 6-5. Næsted kunne stille med så stærke spillere som Benny Nielsen og Ole Rasmussen. KB vandt finalen over Fuglebakken fra Aarhus med 6-5 ligeledes efter straffespark.

Nibe Boldklub tog initiativ til sammen med Nibe Håndboldklub at afholde en byfest. Byfesten blev afholdt i weekenden 27.-29. august 1971 i området ved Kræmmergade.

 

1972

Klubhuset udvides for første gang siden det blev bygget i 1951.

1973

Damefodbolden ser for første gang lyset i Nibe Boldklub.

1975

Den 21. september 1975 blev det på en ekstraordinær generalforsamling besluttet at ændre strukturen i Nibe Boldklub. Det betyder, at det fremover skal være træneren og en leder for hvert hold, der sætter holdet til weekendens kampe. I de foregående 56 år var det et spillerudvalg, der satte holdet. Der var spillerudvalg for seniorerne og et for ungdommen.

1976  26.-28. marts 1976 slår Nibe Boldklub og Nibe Håndboldklub sig sammen om at arrangere Limfjordsmessen i Nibehallen. En handelsmesse, hvor der også er plads til underholdning bl.a. med Gustav Winckler.
Det blev en overvældende succes med over 4000 besøgende.
1977

Jørgen Pedersen er udtaget af JBU til ynglingekampen Danmark - Nordtyskland i Vejle den 1. oktober 1977.

Nibe er tilbage i Jyllandsserien i en enkelt sæson under træner Holger Elbergs ledelse.

1978

3. marts 1978 var den første standerhejsning for ungdom i Nibe Boldklub. Der var 54 fremmødte unge, der efter en tur på kondistien i Skal, fik velfortjente pølser og sodavand.

I 1978 kom NBs Jyllandseriehold til 3. runde i Landspokalturneringen. Endestationen blev Nakskovs 2. divisionshold, der vandt med 4-2. Nakskov havde vundet over AaBs divisionshold i 2. runde og dem havde det unægtelig været noget sjovere at møde.

1979

I 1979 får Finn Trikker (AaB) debut på A-landsholdet mod Finland. 

1980

NB-NYT så dagens lys i juni 1980. Kaj Erik Larsen havde under en fest i håndboldklubben kommet til at nævne, at det kunne være godt med boldklubbens eget klubblad. Ordsproget siger jo, at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk. Kaj Erik Larsen (Norbert) stod sammen med Flemming Møller Nielsen (Flemø) og Poul Erik Nielsen (Popper) for NB-NYT de første mange år. Nibe Avis har her været en god og væsentlig medspiller. NB-NYT er fra 2014 skiftet papirformatet ud med et digitalt nyhedsbrev.

Det var i sommeren 1980 Nibe Boldklub fik minifodbold i klubben. 22 drenge på 4 - 6 år mødte op til den første træning under ledelse af Peter Sæhl og Flemming Møller Nielsen.

Palle Jensen og Peter Holm Jensen udtages til træningssamling for U16 landsholdet. Bla. sammen med Ole Bach fra AaB,  Peter Rasmussen fra Støvring og Mads Øland (formand fra spillerforeningen) fra Nørager.

I 1980 havde NB 4 seniorhold og 7 ungdomshold.

1981

I 1981 havde vi vores første NB festuge. Der var Nibe mesterskab for miniput, lilleput, drenge og juniorer. Der var alm. turneringskampe, opvisningskamp med førsteholdet og et udvalgt hold, stævne med firma-, gade- og faghold, bankospil og selvfølgelig fest i teltet som kronen på værket.

I 1981 opnåede Morten Nielsen 4 landskampe på drengelandsholdet. Bl.a. sammen med Henrik "Store" Larsen fra HIK og Peter Kjær fra Vejle.

1982 

19. december 1982 afholder NB for første gang et indendørs fodboldstævne. Formålet er at give alle medlemmer mulighed for at prøve at spille indefodbold.

1983 

Nibe Boldklub har for første gang damefodbold på programmet. 

1987 

Det gamle klubhus fra 1951 udvides for anden gang og ligesom i 1972, hvor det også blev udvidet, rykkede førstehold ud. Denne gang fra serie 2 til serie 3.  

1988 

I februar 1988 afholder Nibe Boldklub og Nibe Håndboldklub et stort bankospil med "Banko Carl". Over 700 spilleglade nibenitter deltog i spillet, der gav de to klubber 20.000 kroner til deling.

1989

Nibe Boldklub deltager første gang som medhjælpende klub i Nibe Festival, der startede i 1985.

For vores hjælp fik vi 3.000 kr., som vi var rigtig glad for. Siden da er vores timeforbrug og honorering steget stødt, så vi her knap 30 år senere, har over 400 medhjælpere i Ølteltet, Fadølsbaren, Burgeren og Billetsalget. 

På billedet her ses formand Hans Thorup, der får overrakt en dejlig stor check af en tydelig stolt festival formand Peter Møller Madsen. 

1990 Nibes unge talenter når semifinalerunden i DBU’s U-20 turnering. Undervejs slår holdet Vejle – med bl.a. Christian Lundberg – ud af turneringen, men taber senere i semifinalepuljen til både Nyborg og senere til AGF med 8 - 2. Nibes 2 mål blev scoret af Poul Henriksen og Jesper Hermansen. Finalen stod mellem AGF og Hvidovre.
1998

55 år. Så meget blev det til på Stadionvej. Sidste kamp på det gamle stadion fandt sted på en solbeskinnet dag sidst i oktober 1998. Det blev NBs andethold i Serie 4, der lukkede og slukkede med en 3 - 2 sejr over Blenstrup. Sidste målscorer på det gamle hæderkronede stadion blev Nibes Paw Madsen. 

Nibe Kommune købte klubhuset for 600.000 kr.

1999 1. april 1999 blev første kamp på det nye anlæg på Hobrovej spillet. NB vandt 2-1 over RKG Klarup. I 1999-2001 bygger klubben et helt nyt klubhus til 10 millioner kroner på det nye stadionanlæg på Hobrovej. Bygmester Peter Nielsen er klubben en stor hjælp under byggeriet, men alligevel tærer det hårdt på bestyrelsens kræfter at gennemføre et så stort projekt med meget stor grad af frivillig arbejdskraft. Formand Peter Sæhl afløses undervejs af Hans Thorup, og byggeudvalget, der ud over de to formænd bestod af Niels Jensen, Jørn Nielsen, Thorkild Petersen og Tom Solvang præsterer mange hundrede timers frivilligt arbejde. Det samme gør en stor del af klubbens senior medlemmer, forældre til ungdomsmedlemmer, og mange fra Nibe Old Boys forening.
2000

Klubben har siden år 2000 haft adresse på Hobrovej 38. Et byggeri til 10 mill. kr. Man kan så måske undres hvor de sidste 100.000 kr. til 460 meter rækværk rundt om hele opvisningsbanen, næsten skulle splitte byrådet, før halvdelen af pengene blev bevilget. Det blev så "kun" til de 2 langsider.

Jysk pokalmestre for serie 3 og serie 4 hold.

Oprykning til Serie 2 efter 5 - 3 sejr ude mod Aalborg Freja.

2001

Lørdag den 3. februar 2001 er der standerhejsning på Hobrovej. Desværre er klubhuset ikke helt færdigt endnu, så omklædning vil indtil sommerferien foregå fra det gamle klubhus på Stadionvej.

7. april 2001 var der så for første gang turneringskamp på det nye stadion. Lammetæv med 1 - 6 mod Arden.

2002 I 2002 blev der holdt officiel indvielse af nyt stadion og klubhus. 500 tilskuere så AaBs Superliga mandskab lammetæve et forstærket NB mandskab med 14 - 0. Allerede i 1981 var en flytning på tale, men der skulle gå næsten 20 år, før det blev en realitet.
2004 Mandag den 21. juni 2004 blev sidste bankospil efter 34 år.
2005  
Der skulle gå 27 år før Nibe nok engang spillede sig i Jyllandsserien. Det er ikke mindst træner Karsten Møllers fortjeneste at førsteholdet rykker op for tredje år i træk. Han har i den grad forstået at samle seniorafdelingen, og man må så håbe på et længere ophold, end da Karsten selv var med på holdet, som rykkede op i 1977.
2007

Jysk mester for oldboyshold i B-rækken.

15. juni modtager Nibe Boldklub ved formand Hans Thorup en ny fanedug (det stof Dannebrog er syet af) på Aalborghus Slot som erstatning for den gamle dug, der var fra 1944.

2008 Den foreløbig sidste trykte udgave af NB-Nyt deles rundt i byen i 2008.
2015 NBs bedste herrehold rykker for første gang nogensinde ned i serie 4. Projekt "Nibe tilbage til Jyllandsserien i 2019" igangsættes.
2016

Første step på vejen mod JS. Som suveræn vinder af kredsen, er NB atter tilbage i serie 3 ved en sejr på 3 - 0 over Øster Hornum den 10. juni 2016.

Step 2 fandt sted lørdag den 22. oktober 2016 i øsende regnvejr, hvor Hornum kom på besøg på Nibe Stadion. Med en forrygende flot 2-1 sejr til NB rykkede vi atter tilbage til serie 2.

2017

Step 3. I juni 2017 spiller NB for knap 300 tilskuere oprykningskamp mod Doense-Vebbestrup. I dejligt solskin Nibe vinder 2-1 og vi er for 10. gang i serie 1. I denne sidste spillerunde kunne 5 hold rykke op, men NB trak heldigvis det længste strå.

I november skulle serie 1 spille om direkte nedrykning til serie 2 mod Ulbjerg. Nibe vandt på hjemmebanen 5 - 1. Serie 4 vandt med 1 - 0 over Støvring med en scoring i det 92. minut. Det betød oprykning til serie 3. Serie 2 damer vandt også deres kreds og skal i 2018 spille i serie 1.