Menu

Mit fodboldliv

image Frederik Kragh Malle
Frederik Kragh Malle
01. marts 2019 kl. 22:02

Jeg har elsket fodbold, siden jeg var helt lille. Jeg har stort set altid haft en fodbold ved fødderne. Jeg har altid ønsket, at fodbold skulle fylde så meget i mit liv som overhovedet muligt. Fodbold er min passion.

Jeg begyndte at gå til fodbold i Nibe Boldklub, da jeg var 5 år. En aften i Nibe Boldklub havde vores træner arrangeret, at to elitespillere fra AaB´s ungdomshold skulle komme og fortælle om deres fodboldliv. Jeg drømte om, at det en dag blev mig.

Jeg spillede alt det fodbold, jeg kunne komme til. På min egen årgang i Nibe Boldklub, på årgangen over og også i en naboklub, hvis de manglede spillere, og det passede ind i mit program. Derudover blev det til masser af fodbold i skolen, i haven og på Nibe Boldklubs anlæg.

Som spiller i Nibe var jeg en del af AaB´s talent-træninger i Himmerland og har hvert år været udtaget til Himmerland-holdet. I foråret 2017 udtog AaB ud af flere hundrede drenge fra hele Nordjylland en trup på 13 drenge, som blev tilbudt et klubskifte og en plads på AaB´s kommende U13-elitehold. Jeg var en af de 13 drenge. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville tage imod tilbuddet. Det gav mig mulighed for at spille endnu mere fodbold og fodbold på allerøverste niveau.

Derfor spiller jeg i dag i AaB på deres U14 elitehold. Fra sommerferien 2018 flyttede jeg skole og går nu i en eliteidrætsklasse på Sønderbroskolen i Aalborg. Der går jeg i klasse med andre idrætstalenter indenfor alle mulige sportsgrene og også sammen med nogle af mine holdkammerater fra AaB. At gå i en idrætsklasse giver mig mulighed for at spille endnu mere fodbold. Jeg er nu til morgentræning hver tirsdag og torsdag, inden jeg skal i skole. Derudover tager jeg tre dage om ugen direkte fra skole og ud til AaB til træning. Vi spiller kamp hver weekend og nogle gange også en midtuge-kamp. Så fodbold fylder meget i mit liv. Derudover selvtræner vi hjemme hver især og arbejder med ting, som vi gerne vil dygtiggøre os indenfor. Vi har også fysiske træningsprogrammer, som vi selv arbejder med hjemme. En del af min selvtræning foregår på Nibe Boldklubs anlæg. Ligesom spillerne i Nibe glæder jeg mig til, at kunststofbanen står klar senere i år.

I AaB spiller jeg sammen med de allerbedste drenge fra Nordjylland, og vores trup er sammensat af spillere fra hele Nordjylland helt fra Hjørring og Fjerritslev til Hadsund og Hobro. Jeg er den eneste spiller fra Himmerlandsskolen, som blev udtaget. Jeg bliver trænet af de bedste trænere og har masser af gode folk omkring mig.

I min hverdag skal jeg sørge for hele tiden at holde fokus på en sund levevis med sund kost og nok af søvn og restitution. Det gør, at jeg må sige nej til nogle ting, som jævnaldrende deltager i. Det gør mig ikke noget overhovedet. Jeg får masser af fede fodboldoplevelser.

I efteråret vandt vi vores liga 1 helt suverænt, og vi blev også pokalvindere i 2018. Det er store oplevelser, og der er mange store og spændende kampe på vejen mod klubber som FC Midtjylland, AGF og Randers. Vi har været i Tyskland og vundet en stor turnering der, hvor vi mødte flere Bundesligaklubbers ungdomshold. Vi har også været på fodboldture til Holland og Göteborg, og hvert år i august deltager vi i Crowne Plaza Cup i København, hvor mange store udenlandske klubber også deltager. Disse ture er fantastiske oplevelser, som giver sammenhold og udvikler os som fodboldspillere.

Her i januar deltog jeg sammen med nogle fra mit hold i KMD Cup 2019 i Ceres Arena i Aarhus. Det er et stort indendørsstævne for udvalgte superligaklubber. AaB’s superligahold skulle også spille, og vi fulgtes med dem i AaB-bussen. Vi spillede foran 5.000 tilskuere i en fyldt arena, hvor Superliga-klubbernes mest inkarnerede fans var tilstede. Det var en fantastisk kulisse og en stor oplevelse.

Vi har også gode oplevelser udover træning og kamp. Vi er nogle gange bolddrenge, når superligaholdet eller U21 landsholdet spiller i Aalborg, og efter vores pokalsejr i 2018 løb vi en æresrunde på stadion i pausen i en superligakamp.

Til nogle af vores udekampe kører vi i AaBs spillerbus. Det er rigtig dejligt at være sammen med sine holdkammerater på den måde før og efter en kamp. Vi har et fantastisk sammenhold på vores hold, selvom vi jo også er indbyrdes konkurrenter, fordi der er omkring 20 spillere i truppen, og kun 14 skal med til kamp, så holdet udtages efter træningen torsdag aften.

I dag lever jeg et fodboldliv som det, de to unge elitespillere fra AaB for nogle år siden fortalte mig og mine holdkammerater om i Nibe Boldklub. Det inspirerede mig meget, jeg forfulgte min fodbolddrøm, og nu lever jeg den.

Luk