Menu

Standerhejsning 2018 og store ambitioner

image Formand Knud Tobiasen sammen med Rikke Nicolajsen og Asbjørn Corfitz
Knud Tobiasen og Kurt Jensen
03. februar 2018 kl. 13:00

Standerhejsning 2018 og store ambitioner

Lørdag den 28. januar 2018 lød startskuddet til sæson 2018. Spillere og trænere fra U13 til seniorer var mødt talstærkt op på stadion.

Efter velkomst ved formand Knud Tobiasen, der fik hjælp til at hejse Dannebrog af årets spillere fra hhv. damesenior Rikke Nicolajsen og herrernes ditto Asbjørn Corfitz, blev der trænet godt på sandbanen og multibanen. Det bliver forhåbentlig næstsidste og hvis fondene vil os det godt, måske sidste gang, vi træner på en frosthård og knoldet sandbane.

Efter træningen var der varm suppe til spillerne, mens Klub50 kunne nyde sild og snaps, mens anekdoter der kunne berette om standerhejsninger i 20 graders frost og sne i nærmest 2 meters højde. Det var dengang, der var rigtige vintre til.

 

Kurt Jensen fik efterfølgende en snak med seniortrænerne og u19 drenge træneren om hvordan de ser foråret for sig.

Træner for førsteholdet, Henrik Bruun og assistenttræner Bjarke Skau udtaler, at målet for foråret er i første omgang at etablere sig i serie 1 og så prøve at spille med om oprykning i efteråret. Henrik mener det er for optimistisk at tro, at en oprykning kan komme på tale allerede i foråret, da holdet kun med nød og næppe reddede sig i serie 1 i efterårssæsonen.

Henrik har dog forhåbning om, at den gode sæsonafslutning i efteråret kan fortsætte her i foråret og at holdet dermed vil være med til at spille i den sjove ende af tabellen.

Der er planlagt 7 træningskampe mod serie 2, 1 og jyllandsseriehold, så der bliver gode muligheder for at spille sig i kampform og blive presset lidt.

Kendskabet til de øvrige hold i puljen er lidt blandede, men Henrik nævner Hobro som et rigtigt godt hold som de havde to meget gode kampe imod i efteråret, som begge endte uafgjort. Men Hobro satser på oprykning, så det kan blive en hård nød at knække. Derudover skal de møde Viborg som også må forventes at blive en svær modstander.

Henrik og Bjarke er glade for at det er lykkedes at forlænge samarbejdet med målmandstræner Carsten Christensen, så han i 2018 skal træne målmændene fra serie 1 og 3 plus nogle ungdomsmålmænd.

Trænerne mener, at de har et godt hold med en god harmoni i truppen og ser frem til sæsonstart den 31. marts mod Løgstør på udebane.

Inden det kommer så vidt, har trænerne planlagt en weekend hvor det sociale er i højsædet. Der skal dog trænes lidt, evt spilles en træningskamp, men der er også planlagt et tiltag, hvor spillerne skal prøve noget de aldrig har prøvet før – men Henrik og Bjarke vil ikke løfte sløret for hvad det er.

Det nyoprykkede hold i serie 3, Nibes andethold, får et par ord med på vejen af Bjarke Skau, som håber der kan blive sammensat et fint hold som kan klare sig i serie 3, men det kræver, at den stamme som spillede de sidste 5-6 kampe i efteråret er intakt og at de møder op til træning. Dean Gertsen som står for serie 3 holdet er på linje med Bjarke og udtaler at målet for foråret er at stabilisere sig i serie 3. Dean har tilsagn om nye spillere, men ved endnu ikke hvor mange.  Dean har i foråret fået en hjælpetræner, da langtidsskadede Rico Gertsen har givet tilsagn om at give en hånd med. Dean Gertsen fortæller, at han har aftalt to træningskampe plus at holdet er med i en træningsturnering.

Som noget nyt har Nibe Boldklub i år tilmeldt et U19 hold. Holdet får Claus Sander som træner. Claus opfordrer alle U19 spillerede som har lyst til at spille om at møde op til træning tirsdage og torsdage kl. 19.00 – 20.30. Alle skal være velkomne.

Jørgen Andersen, som er træner for det nyoprykkede serie 1 damehold, har en forventning om at kunne gøre sig i den bedre halvdel af tabellen, men at stabilisere holdet i serie 1 er dog det primære mål.  Anderledes ser det ud til efteråret hvor der kommer en del nye U19 spillere op på holdet, så kan der måske satses lidt mere. Jørgen har det lidt svært med at planlægge træningskampe, da der er en del butiksansatte på holdet, men vil prøve at få nogle træningskampe mod U15 og U16 drenge og måske U14 piger.

Jørgen ser det som en sidegevinst, at hans holdleder, Tina Schrøder også er fysioterapeut, da der så er mulighed for at få ordnet de småskavanker som altid kommer i løbet af sæsonen.  Kampplaner er endnu ikke kommet, så modstanderne kendes ikke, men Jørgen tror det bliver mod lokale hold som Vegger og Gundersted, hvilket han synes er sjovere end at møde diverse Aalborg hold. Holdet får tilgang af fire nye spillere, men må til gengæld undvære målmanden, som fra maj skal på studietur i seks uger.

Luk