Jubilæumsåret 2019
Jubilæumsåret 2019
(opdateret 20. marts 2019)
Vi har arbejdet igennem lang tid med at sammensætte et program, hvor vi vil tilgodese alle medlemmer, så de på en eller anden vis, bliver en aktiv del i jubilæumsåret. Den første liste med idéer var lang. Meget lang. Men ét er ønsker og idéer. Noget andet er økonomi, praktik, frivillige og 2. part. Et eksempel på 2. part er DBU, der jo har oldboyslandsholdet i porteføljen. Heldigvis sagde de ja tak til Nibe, ligesom Fortuna Hjørring og FC Thy Piger gjorde det. Vi er dem alle dybt taknemmelige for deres velvillighed til at være med til at fejre os.
Det har ligget styregruppe i sinde, at vi ville betale lidt tilbage til byen (borgere, virksomheder og handel). De har været en tro støtte bag klubben i mange mange år. Nu har vi muligheden for at sætte Nibe på landkortet overfor resten af landet. Det er vi faktisk ret stolte af, at kunne gøre.
Styregruppen ville også bruge jubilæumsåret som en skillelinje. Vi syntes det var vigtigt, at kigge tilbage på de seneste 100 år, men det er også vigtigt at turde kigge fremad. Dette er illustreret i vores jubilæumslogo (se herunder), hvor det er helt bevidst, at logoet hælder som det gør.
PROGRAM FOR JUBILÆUMSÅRET 2019
(opdateret 20. marts 2019)
Noget af det først vi tog fat på i styregruppen, var at finde ud af om vi skulle lave en helt ny grafisk linje for året. Vi har heldigvis en rigtig dygtig grafiker René Nielsen fra Det Grafiske Hjørne, som foruden at have de grafiske evner også har boldklubben i sit DNA. DNA'et er vigtig for klubben i en tid, hvor fællesskabet er under et pres fra "mig selv-kulturen". Hvad var mere oplagt end at lave et logo, hvor vores grønne og hvide farver fortsat er de bærende farver. Silden til venstre symboliserer Nibes gamle byvåben, mens ørnen i højre side, er vores nuværende maskot "De grønne ørne".
Med eget mikro-bryggeri i byen (Nibe Bryghus), så var det selvfølgelig oplagt, at få brygget vores helt egen jubilæumsøl - så det har vi naturligvis gjort. Vi har kaldt den Nibe'19, som når man udtaler det bliver til "nibenitten". Nibe'19 er for øvrigt en IPA og valgt ved en større øl-smagning af flere trænere og ledere i klubben. Det blev en ganske fornøjelig udvælgelse.
Den sælges i klubhuset, hos Mundgodt og i SuperBrugsen. Både enkeltvis eller i et flot gave-trækasse.
Etiketten på flasken
Uge 22 står i pige-fodboldens tegn. Foruden DBUs Pigeraketten og Fantastisk fodboldstart for piger, så får vi den 31. maj besøg af Fortuna Hjørring og FC Thys Piger, der har et par Nibe-piger i truppen.
I Uge 24 bliver den helt store jubilæumsuge med flere spændende arrangementer.
Den 13. juni har vi inviteret 9 3.-4. klasser fra Nibe Skole, Sønderholm Skole, Frejlev Skole, Vokslev Friskole, Nørholm Skole, Skørbæk-Ejdrup Friskole, Sebber Skole, Farstrup Skoles samt Bislev Skole. Vi forventer over 300 børn på stadion. Vi har døbt turneringen Skolernes Soccer Bowl og der spilles om vores sponsor Nibe Avis' store flotte pokal. Nibe Avis fylder lige som os 100 år i år, så derfor var det oplagt at lave et samarbejde omkring denne aktivitet. For 40-50 år siden mødtes skolerne i den gamle Nibe Kommune årligt til en idrætsdag for alle skolens børn.
Plakat: René Nielsen, Det Grafiske Hjørne
Den 14. juni er dagen hvor alle sejl sættes til. Her vil vi have fest, fodbold, reception på programmet. Selvom vores jubilæumsdag faktisk først er den 19. juli, har vi valgt denne dag, som vores jubilæumsdag, da dels den 19. juli ligger midt i sommerferien dels var det en mulig dag, hvor landsholdet kunne komme forbi.
Dagen starter kl. 14.00 med reception for alle. Vi har vådt til ganen og små lækre hindbærsnitter i Nibes grønne farver.
Kl. 17.00 har vi samlet vores Jyllandsseriehold anno 2005. De spiller opvisningskamp mod rivalerne fra Støvring IF og Aars IK, der i dagens anledning har slået pjalterne sammen.
Kl. 18.30 har vi så dagens hovedattraktion med opvisningskamp mellem nogle af Danmarks bedste fodboldspillere - altså dengang i 90'erne. I dag er de lige så dygtige, men måske en anelse langsommere. Det er da vist også den eneste forskel.... AaB stiller med en række af de spillere, der i 1995 og 1999 var med til at vinde guld. De kæmper mod en række tidligere landsholdsspillere.
Når dommeren har fløjtet af for en forhåbentlig sjov og underholdende kamp er der lagt op til fest i det store telt på pladsen. Nibe-orkesteret Signe & The Signs flår tonen an til fest og dans til langt ud på morgenen.
Lions griller lækre oksebøffer og Jacob stiller an med den største gasgrill i Nibe, hvorpå Julins møreste bøffer ligger og hygger sig. Der vil selvfølgelig også være muligt at indtage en traditionel stadionplatte med "det hele". Royal Unibrew vil servere koldt fadøl fra masser af haner - vi skal jo ikke glemme hyggen. Nova Wine leverer flere slags vine, så der både er til den tøre og den søde hals.
Vi har billetter til forslag hos Ticketmaster. Køb dem [her]. De sælges selvfølgelig også på døren, med mindre der bliver udsolgt inden.
Den 15. juni afholder vi for 3. gang Store Kampdag. I og for sig en ganske alm. kampdag, bortset fra at næsten alle hold spiller hjemme den dag. Det betyder over 40 kampe fra tidlig morgen til sidst på eftermiddagen.
På dagen vil der være opstillet hoppeborg til børnene og vi vil have lidt ekstra mad- og drikke sortiment.
Den 19. juli er som sagt DAGEN. Dagen bliver markeret ved et mindre lukket arrangement.
I uge 28 afholder vi vores fodboldskole. Vi har i år suppleret med en mini-fodboldskole og en stor grill-aften. Det er Danske Bank, der er hovedsponsor på fodboldskolen.
Den 17. august har vi samlet 4 veteranhold. Det bliver helt sikkert en fornøjelig dag med tryllerier på og udenfor banen. Foruden vores egne helte, der har stort pres på dem og derfor har trænet hele vinteren, ved de skal oppe sig mod datidens store stjerner fra AaB, FREM og AB.
Den 13. og 14. september afholder vi for første gang teen-camp, hvor der foruden 24 timers fodbold leg og træning også bliver plads til sociale aktiviteter.
Endelig slutter vi jubilæumsåret af med bog-reception den 26. november. Flere end 200 siders anekdoter fra dengang billederne var i sort/hvid krydret med aktuelle fortællinger, masser af billede-kollager o.m.a.